To 18-årige fra Frederikshavn Kommune kan komme med til kongelig fødselsdag

Foto: Franne Voigt. Alle 18-årige bosiddende i Frederikshavn Kommune får nu mulighed for at blive udvalgt til at deltage i et gallataffel i anledning af Hans Kongelige Højhed Prins Christians 18-års fødselsdag.
dato

Kongehuset inviterer to 18-årige fra hver kommune til gallataffel i forbindelse med H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag. Frederikshavn Kommune søger derfor 18-årige som ønsker at deltage i taflet.

Alle 18-årige bosiddende i Frederikshavn Kommune får nu mulighed for at blive udvalgt til at deltage i et gallataffel i anledning af Hans Kongelige Højhed Prins Christians 18-års fødselsdag.

Kongehuset har nemlig tilbudt, at to 18-årige fra hver af landets 98 kommuner kan deltage i taflet, der finder sted søndag 15. oktober. Kongehuset sørger for transport fra kommunerne til Christiansborg Slot, hvor taflet afholdes.

Derfor kan alle unge bosiddende Frederikshavn Kommune, der er fyldt 18 år inden 15. oktober 2023, melde sig til at deltage. Kommunen udtrækker herefter to 18-årige til at deltage.

Ønske om deltagelse skal sendes via formularen her, og sidste frist for tilmelding er fredag 8. september 2023.

Sådan bliver de to 18-årige udvalgt
Alle, der i 2023 fylder 18 år inden 15. oktober og som bor i Frederikshavn Kommune, kan melde sig som deltager ved at udfylde formularen.

Den skal udfyldes med MitID, hvor kommunen automatisk henter oplysninger om CPR-nummer, navn, bopæl og alder. Derudover skal den 18-årige selv udfylde oplysning om uddannelsessted, arbejdsplads eller andet.

Kommunen trækker lod blandt tilmeldingerne og bruger de angivne oplysninger til at sikre, at kommunen er bredt repræsenteret.

Kongehuset vil nemlig gerne, at det er helt almindelige unge som får muligheden for at komme med til gallataflet, og samtidig ønsker de, at de to unge er af forskelligt køn. Det tager Frederikshavn Kommune også højde for i udvælgelsen.

Kilde: Frederikshavn Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.