Bangsboruten indvies officielt fredag den 9. oktober kl. 14.00 ved Møllehuset i Bangsbo. Den nye vandrerute forbinder Bangsbos største natur- og kulturperler og er en ny tilføjelse til Hærvejens eksisterende rutenet. Med åbningen inviteres alle, der har interesse for friluftsliv, til at deltage i ruteindvielsen og tage med på en guidet tur på cirka 5 km af den nye rute.
Bangsbo er kendt for sine markante natur- og kulturoplevelser, og med Bangsboruten kobles disse sammen i én sammenhængende oplevelsesrute. Hærvejen forstærkes dermed som brand, og det forventes, at flere vandrere, turister og friluftsinteresserede vil finde vej til området.
Bangsboruten bliver Frederikshavn Kommunes egen Hærvejsperle og den 14. certificerede Hærvejsperle langs Hærvejen. Ruten, der måler 13 km, passerer blandt andet Bangsbo Dyrehave, Botanisk Have, Bangsbo Fort, Pikkerbakken og Cloostårnet med udsigt over Vendsyssel.
Projektet er realiseret med støtte fra Nordea-fonden og i samarbejde med lokale lodsejere. Ruten har gennemgået en kvalitetstest af Deutsches Wanderinstitut og har modtaget Premiumwanderweg-certificering.
Indvielsen og gåturen starter ved broen ved Møllehuset, Skovalléen 45, 9900 Frederikshavn, fredag den 9. oktober kl. 14.00. Alle interesserede opfordres til at møde op og opleve Hærvejsperlen i Frederikshavn Kommune.