Grøn omstilling i øjenhøjde

Foto: Frederikshavn Kommune. Partnere i EU-samarbejdsprojektet FEEL
dato

Hvordan kan vi finde fælles og enkle løsninger, der bidrager til reduktion af vores forbrug og dermed udledning af CO2? Og som samtidig gavner privatøkonomien. Det er temaet for et nyt EU-projektsamarbejde, som Frederikshavn Kommune er partner i.

I Frederikshavn Kommune er omstillingen til en grøn og bæredygtig fremtid i fuld gang. Vi energirenoverer bygninger, og andelen af elbiler stiger stødt. Energikrisen i 2022 fik os til at skrue ned for varmen og reducere vores elforbrug.

Det er alt sammen tiltag, der bidrager til mindre udledning af CO2. Det går den rigtige vej, men der skal mere til for at opfylde regeringens målsætning om 70 procent reduktion af CO2 i 2030 og udledningsneutral kommune i 2050.

Mere for mindre
En vej til grøn omstilling er at bruge klodens ressourcer med omtanke. Frederikshavn Kommune vil i samarbejde med partnere fra syv andre europæiske kommuner og regioner involvere borgere, politikere, erhvervsliv og civilsamfund i tiltag, der fremmer sparsommelig adfærd i hverdagen.

Projektet hedder FEEL, som er en forkortelse af ”Frugal cities through Energy Efficiency and Low-tech communities”, der på dansk betyder sparsommelige byer via energieffektivitet og lavteknologiske samfund.

Ved ikke at bruge mere end nødvendigt giver vi vores bidrag til et grønnere Europa. Der er mange håndtag at gribe fat i. Det kan fx være at genbruge mere og købe mindre nyt. Der er stadig besparelser at hente ved at spare på energi, vand og andre ressourcer.

Det kan for mange svare sig at energirenovere boligen. I de mindre lokalsamfund kan vejen til grønnere opvarmning være at gå sammen i energifællesskaber.

Få inspiration i Verdensmålsugen
Savner du inspiration til, hvordan du kan få mere for mindre og bidrage til den grønne omstilling? Så kan du i Verdensmålsugen få inspiration og gode råd ved at deltage i de mange aktiviteter. Du kan fx følge affaldets rejse, når Forsyningen indvier byens nye ressourcecenter.

Skagen Havn inviterer på guidet tur, hvor de fortæller om bæredygtighed i praksis.

Du kan få hjælp til at reparere småting i Bibliotekets Repair Café, eller du kan komme til foredrag og debataften med Conny Hedegaard, formand for CONCITO, borgmester Birgit S. Hansen og Jakob Fritzbøger, Ungeklimarådet.

Få overblik over alle aktiviteter i Verdensmålsugen

Vil du vide mere, eller har du en god idé?
Vil du gerne vide mere om, hvordan du kan leve mere bæredygtigt i hverdagen? Eller har du en konkret idé, du gerne vil dele?

Så er du velkommen til at kontakte chefkonsulent og projektleder Bahram Dehghan på tlf. 20 58 50 08 eller mail.

Kilde: Frederikshavn Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.